Ballon d’Or-rangliste: Harry Kane gør nok til at melde sig i kampen, men Vitinha og Michael Olise er lige i hælene.
Så er vi nået til den sidste opgørelse over favoritterne til Ballon d’Or 2026. Kvalifikationsperioden for prisen er naturligvis for længst slut, Bayern Munich trøje børn og Spanien er blevet kåret som verdensmestre. Den 26. oktober bliver det offentliggjort, hvem der – efter enighed blandt eksperter og iagttagere – var verdens bedste spiller i den forgangne sæson.
Hvem det præcis bliver, er langt mere uvist, end det plejer at være. For tolv måneder siden tippede balancen eksempelvis uimodståeligt til fordel for Ousmane Dembélé. Det betød intet, at Mohamed Salah og Raphinha leverede bedre statistiske resultater. Dembélé havde den gode historie: det længe beundrede talent, der endelig fik det hele til at gå op i en højere enhed – og det på netop det rette tidspunkt – som den bedste spiller på verdens bedste klubhold. Han kunne bryste sig af alle de store titler – hvilket i praksis vil sige Champions League.
Hvis du undrer dig over, hvorfor der i de seneste uger har været så meget fokus på Lamine Yamal, Kylian Mbappé og Harry Kane, så skyldes det, at de alle ved, at der sandsynligvis stadig kan vindes stemmer hos de tvivlende vælgere inden fristen den 28. september. Ingen af dem – eller nogen andre for den sags skyld – står med et ubestrideligt kandidatur efter en sæson præget af mange fremragende individuelle præstationer, men få, om nogen, der for alvor kan betegnes som storartede.
De absolut bedste spillere i klubsæsonen fik ikke lige det ekstra trofæ med hjem, der kunne have sat en tyk streg under deres præstationer. Bayern München og Barcelona vandt deres nationale ligaer. Det er der ikke meget at råbe hurra for. De engelske mestre står nærmest som en modvægt til de individuelle kvaliteter, som Ballon d’Or hylder. Arsenal vandt ligaen på trods af fraværet af deres stjerneangribere – en triumf præget af bredde og modstandskraft, som næppe vil sikre dem mange pladser på podiet. Paris Saint-Germain gentog bedriften med at vinde både ligaen og Champions League, men halvdelen af deres stærkeste startopstilling var knap nok synlig i Ligue 1. Dembélé kan næppe gentage succesen med kun omkring 2.500 spilleminutter for klub og landshold i bagagen fra sidste sæson.
Som altid tegner VM til at påvirke afstemningen. Det skaber ikke meget klarhed i toppen af feltet. Kane og Mbappé leverede stærke individuelle præstationer, men et af Ballon d’Or-prisens tre kriterier er “holdpræstationer og resultater”. Her kom England og Frankrig til kort. Yamal opfylder dette kriterium, men Spaniens triumf var en holdpræstation – sportens største trofæ blev vundet, selvom deres angriber kæmpede med en skade.
Samtidig er det svært at placere turneringens bedste spillere på denne rangliste. Rodri var måske den samlende kraft for Spanien, men hans sæson på klubplan var præget af skader. Lionel Messis historiske status blev yderligere cementeret af hans bedrifter som 39-årig, selvom meningerne kan være delte om værdien af den forudgående sejr i MLS Cup.
I år er der – mere end nogensinde – ikke ét entydigt svar. Dette er i hvert fald det bud, der ligger tættest på det rigtige. Vi afslutter indledningen med en fast tilbagevendende påmindelse: Dette er ikke et bud på, hvem der rent faktisk vinder Ballon d’Or. Hvis du er ude efter det, må du hellere tjekke din foretrukne bookmaker. Dette handler om, hvem der *bør* vinde. Du er sikkert uenig.
1. Harry Kane, Bayern München og England
Måske var det afslutningen på hans forsøg på at vinde Champions League og VM, der gør det så svært entydigt at udpege Kane som verdens bedste spiller i sidste sæson. Hvis den 33-årige virkelig var så god, ville han så ikke have fundet en måde at tippe de største kampe til sin fordel på? Især semifinalen mod Argentina var en af de kampe – typiske for Kane sidst på sæsonen – hvor han virkede for tung i benene til at præge spillet, hvad enten det var i straffesparksfeltet eller i de dybere roller på midtbanen, han ellers plejer at udfylde med så stor succes.
Men det er trods alt kun én kamp. Der er 64 andre kampe, hvor han ofte var fremragende. Hele 73 mål for klub og landshold er en statistik, der hørte hjemme i Messis storhedstid. Selvom den absolut største kamp måske ikke gik hans vej, var Kane uforglemmelig mod Elfenbenskysten, medrivende i begge opgør mod PSG og nådesløs, da Real Madrid blev nedlagt.
Så er der tallene fra Bundesligaen. Imponerende statistikker er normalen for en Bayern-angriber mod hjemlige modstandere, men de eneste spillere, der har overgået Kanes 36 mål i 31 ligakampe, er Gerd Müller og Robert Lewandowski. Førstnævnte vandt Ballon d’Or, og sidstnævnte ville sandsynligvis have gjort det, hvis prisen var blevet uddelt i 2020. Der er ingen grund til, at Kane ikke skulle kunne vinde den denne gang.
2. Vitinha, Paris Saint-Germain og Portugal
PSG var i sidste ende Europas bedste hold i sidste sæson, Billige fodboldtrøjer det er alligevel en udfordring at vurdere, hvilken af deres spillere der fortjener Ballon d’Or. Ligue 1 stiller måske ikke de store krav til dem, men det virker urimeligt at belønne en spiller, der tilbragte halvdelen af weekenderne på sidelinjen, fordi cheftræneren havde råd til at spare ham til de sværere opgaver, der følger med at skulle genvinde Champions League. På et tidspunkt må der være en grænse for spilletid. Hvis man ikke kommer på banen i halvdelen af holdets ligaminutter, er det svært at argumentere for, at man har været blandt de 10 bedste spillere i verden i den forgangne sæson. Enten har man været skadet – hvilket er uheldigt, men stadig diskvalificerende – eller også har holdet ikke mødt modstandere af tilstrækkelig høj kvalitet.
Alt dette betyder, at Dembélé, João Neves, Nuno Mendes og sågar også dig, Khvicha Kvaratskhelia, må sorteres fra. Ja, I lignede nogle af verdens bedste spillere i foråret. Men sagen er bare, at I holdt fri i størstedelen af efteråret.
Hvad angår Vitinha, er der en grund til, at han nåede op på næsten 4.000 spilleminutter for klubholdet, mens kun én anden spiller fra startopstillingen i Champions League-finalen rundede 3.000 minutter. Den portugisiske midtbanespiller var motoren, uden hvilken holdet ikke kunne drive spillet fremad. På tværs af Europas fem største ligaer lå han nummer tre i kategorien “progressive boldføringer” (progressive carries) pr. 90 minutter og nummer to, når det gjaldt fremadrettede afleveringer. I modsætning til de fleste andre spilfordelere på midtbanen bidrog han også med afgørende mål og assists, hvilket cementerede hans status som verdens bedste midtbanespiller.
3. Michael Olise, Bayern München og Frankrig
Sportens konge af assists i sidste sæson. Hvis vi medregner nationale pokalturneringer og ligaer, europæiske kampe og VM, så sluttede Michael Olise året med at have lagt op til 10 flere mål for sine holdkammerater end nogen anden. Sommeren beviste endegyldigt, at han kunne være den førende angriber i en offensiv bestående af nogle af verdens bedste angribere – men det havde hans form hos Bayern München jo også allerede vist.
Når vi ser tilbage på sæsonen, bør vi generelt ikke lægge for stor vægt på “expected goals” og “expected assists”. Det, vi reelt kigger på, er det faktiske udbytte; og hvis det betød, at en spiller præsterede langt over det forventede, så er det jo bare imponerende. Men når det er sagt – sikke en måde at skille sig ud fra mængden på.
4. Lamine Yamal, Barcelona og Spanien
Ser man udelukkende på statistikken, lå Yamal – der stadig kun er 19 år gammel – måske en smule under de bedste europæiske angribere; han noterede sig for 37 mål og assists, mens spillere som Kane, Olise og Mbappé alle nåede op på 40 eller derover. Ikke desto mindre var præstationerne så stærke, at en hovedrolle ved VM måske kunne have sikret Yamal førstepladsen. Desværre satte en skade i baglåret (biceps femoris) en stopper for muligheden for, at han kunne vise mere end blot glimt af sit topniveau i løbet af sommeren.
Uheldigvis for Yamal var netop dette kendetegnende for hans 2025/26-sæson, hvor han gik glip af 96 dage på grund af skader – herunder en drilsk lyskeskade i efteråret. Det er en af de mest almindelige udfordringer for unge fodboldspillere, der stadig er ved at vokse ind i en krop, der skal kunne præstere på eliteplan. At dømme ud fra de perioder, hvor han faktisk var på banen, tyder alt på, at Yamal vil vinde Ballon d’Or, når han er fuldt fysisk udviklet.
5. Kylian Mbappé, Real Madrid og Frankrig
Dette er måske det kandidatur, der er sværest at vurdere. Når det gælder bidrag til mål, er det kun Kane, der overgår ham, og da rampelyset var skarpest under VM, var Mbappé fænomenal. Når han engang indstiller karrieren – sandsynligvis med mindst to yderligere slutrunder i bagagen – kan hans rekord for flest VM-mål måske komme til at minde om Michael Phelps’ rekord for OL-guld eller Wilt Chamberlains rekorder for flest point.
Når der er tale om en individuel pris, vægter individuelle præstationer tungt. Hvis Ballon d’Or handlede om holdpræstationer, ville man stå i den absurde situation, at Real Madrid kunne have kæmpet for, at Dani Carvajal vandt prisen i 2024, hvis Rodri alligevel skulle have haft den. Han var trods alt med til både EM-sejren i 2024 og Champions League-titlen. Det ville være vanvittigt.
Holdets succes er dog et af kriterierne, og det er et punkt, der i det mindste delvist bør vægte tungt, når man spiller for Real Madrid og Frankrig. Man kan ikke bruge samme argument for Mbappé, som man gjorde for Russell Westbrook i 2017. Hans mål og assists skal føre til resultater. I sommer var det tæt på at ske.
6. Gabriel Magalhaes, Arsenal og Brasilien
Endnu en påmindelse om, at dette ikke er en forudsigelse. Gabriel Magalhaes kommer sandsynligvis ikke i top 10. De bedste odds, man kan finde på, at han vinder Ballon d’Or, er +6600, hvilket svarer til en sandsynlighed på 1,5 %. Sådan er forholdet mellem forsvarsspillere og denne pris. Kun tre forsvarsspillere har nogensinde vundet den. Franz Beckenbauer er den eneste, der har formået det uden at vinde årets store internationale turnering.
Der er en grund til det. Den mest værdifulde og sværeste færdighed i denne sport er at score mål. I en tid med tre point for en sejr er det ofte angrebsspillet, der sikrer de største triumfer. Det var netop det, der gjorde Arsenals Premier League-sejr så bemærkelsesværdig. Både mesterskabet og den knebne andenplads i Champions League-finalen byggede på et af sportshistoriens mest exceptionelle forsvar, anført af den fremragende Gabriel; en spiller, hvis blanding af teknisk kunnen og ihærdighed gjorde ham til Arsenals bedste spiller i sidste sæson.
Med evner til at afværge afslutninger, der leder tankerne hen på Victor Wembanyama – 13,2 % af de skud, Arsenal blev udsat for, mens Gabriel var på banen, blev blokeret af deres nummer 6 – gjorde manden, som Emirates Stadium kalder “Brasiliens konge”, det langt sværere for modstanderen at udføre den sværeste og mest værdifulde handling på banen. Der skal noget helt særligt til, for at et forsvar kan bære et skadesplaget hold frem til et mesterskab. At Gabriel var klippen i dette særlige forsvar, berettiger ham til en meget høj placering i den endelige afstemning.
7. Luis Diaz, Bayern München og Colombia
Her har vi et lidt usædvanligt tilfælde. Som spilleren, der i store træk må betragtes som Bayern Münchens tredjeangriber, er det svært at argumentere for, at Luis Diaz skulle vinde Ballon d’Or. Selv han har givet udtryk for, at hans holdkammerat Kane bør løbe med prisen. “For mig at se er han den største kandidat til at vinde den,” sagde Diaz tidligere på måneden. “Forhåbentlig får han den. Vi forsøger at fremhæve hans kandidatur.”
Pointen her er, at Diaz var så fremragende i sin rolle, at det gør ham til en af verdens 10 bedste fodboldspillere i den forgangne sæson. Med i alt 39 mål og assists er det ikke svært at argumentere for. Diaz var desuden en fremragende pasningsspiller, en fantastisk igangsætter for sine holdkammerater og afgørende for at bringe Bayern frem i farlige positioner. Der er spillere længere nede på listen, som måske i højere grad kunne gøre krav på titlen som verdens bedste, men reelt set er der ingen af dem, der ligger nummer seks, syv eller otte, som rent faktisk kommer til at vinde Ballon d’Or. Betragt dette som en anerkendelse af, hvor stor en betydning Diaz havde.
8. Bruno Fernandes, Manchester United og Portugal
En spiller som Bruno Fernandes udgør måske modstykket til en spiller som Diaz; han tog et langt svagere hold på sine skuldre og løftede det til et niveau, det ellers aldrig ville have været i nærheden af. Da Fernandes for alvor satte tempoet op i anden halvdel af sæsonen, skød Manchester United frem fra midterfeltet og sikrede sig en plads i Champions League.
Sammen med Gabriel er Fernandes den spiller, der bedst illustrerer den store taktiske tendens i 2025-26-sæsonen. Ni af hans rekordmange 21 assists i Premier League kom fra dødbolde, og i en periode fandtes der måske ikke en mere vanskelig angrebssituation at forsvare sig imod end den, hvor Fernandes stod klar ved hjørneflaget og løftede bolden ind i en tæt klynge af spillere – hvorfra Casemiro ofte ragede højest op.
9. Lionel Messi, Inter Miami og Argentina
Når det gælder de to sidste på listen, er spørgsmålet egentlig, hvor stor vægt man lægger på VM. Det er naturligvis sportens højdepunkt, men hvad sker der, når man har tilbragt resten af tiden med at spille på et niveau, som ClubELO og Opta ville vurdere ligger et godt stykke under Englands næstbedste række – på niveau med eller omkring de hjemlige ligaer i Norge, Ecuador og Schweiz? Hvis man er så historisk fremragende en spiller som Messi, vil man sandsynligvis fremstå mere frisk og skarp end de spillere, der har brugt de foregående ni måneder på at kæmpe sig igennem Champions League og de europæiske ligaer.
Hvis dette lyder som et forsøg på at nedtone Messis genialitet ved VM, er det ikke hensigten. At være den bedste spiller på holdet, der blev toer, i en alder af 39 år er en ekstraordinær bedrift, der kun underbygger hans status som den største nogensinde. Det burde også have ført til, at han blev kåret som turneringens bedste spiller. Ballon d’Or uddeles imidlertid for perioden fra 3. august 2025 til 19. juli 2026. I en stor del af denne periode spillede Messi på et niveau, der simpelthen lå under hans evner.
10. Rodri, Manchester City og Spanien
Det samme gør sig egentlig gældende her. Ved VM var Rodri sig selv – den spiller, der i den grad havde fortjent at vinde Ballon d’Or i 2024. Når Spanien havde bolden, var Rodri – der nu spiller for Barcelona – manden, der flyttede spillet gennem kæderne, og som førte bolden fremad næsten lige så effektivt, som han afleverede den. Når Spanien ikke havde bolden, vandt Rodri den tilbage til holdet.
Glimt af denne udgave af Rodri viste sig, i takt med at han kom sig over en korsbåndsskade i sine sidste måneder som Manchester City-spiller. Han leverede en fremragende halvleg mod Chelsea i januar og var banens bedste, da City slog Arsenal i finalen i EFL Cup. Selv Pep Guardiola vidste dog, at den “rigtige Rodri” først ville vise sig senere på sæsonen. Det sætter en klar begrænsning for, hvor højt han kan placeres på listen.
